2007 Cantine Ascheri Cristine Ascheri

Moscato d'Asti DOCG, Italien


Cristina Ascheri, Moscato d'Asti DOCG

2007 Moscato d’Asti er lavet på 100% Moscato-druer (det italienske navn for Muscat). Druerne kommer fra Ascheris marker i Bra. Druerne presses, mosten kommer i en lukket beholder og gæringen starter. Når der er 3% alkohol i vinen stoppes gæringen ved at temperaturen sænkes. Senere (når man skal have vinen tappet på flaske) hæves temperaturen igen og 2. gæring begynder. Når alkoholprocenten når 5,5% stoppes gæringen på ny og vinen filtreres. Fordi gæringen sker i en lukket beholder smelter kuldioxiden sammen med vinen, og  den bliver mousserende.

2007 Ascheri Moscato d’Asti har en meget bleg farve og der er masser af meget fine små bobler i den. Duften er sød og meget imødekommende med masser af frugt, nærmest pærer. I munden har vinen en meget fin sødme uden at blive kvalm. Det er en kanon-vin, fin og let og 100% afpasset med sødmen.  Ascheri Moscato d’Asti er bedst til dessert, fx chokoladekage, men om sommeren vil man også kunne nyde den som aperitif. P.g.a. det lave alkoholindhold er det en vin til at drikke, ikke så meget smage! Den frisker munden op og klarer sig fint efter rødvinen til hovedretten, men 2007 Cantine Ascheri Moscato d’Asti passer også perfekt sammen med Rabarbersuppe med basilikumis og så vil den gøre sig sammen med kransekagen nytårsaften.

Læs mere om Piemonte og Cantine Ascheri her.....

 

Liber Vin - Viborgvej 379A - 8920 Randers NV - Tlf. 2066 6906