Gammeldags oksesteg (4 pers.)

Vi har fået vores egen vin - X Winery i Californien har lavet en Zinfandel til os og vi er de eneste i hele verden der har denne dejlige vin i sortimentet - 2008 X Zinfandel, Lake County Californien! Vinen er lavet på Zinfandel-druer, og den kan fint nydes uden mad, men vi serverede den sammen med gammeldags oksesteg, og det var heller ikke helt skævt!
1 kg oksebov eller oksetykkam
salt, friskkværnet peber
smør eller margarine (25-35 g)
lidt varm fond (2-3 dl)
Tilbehør:
500-700 g kartofler
Reven ost
Smør
Salt og friskkværnet peber
Ca. 2½ dl bouillon
1 ps. frosne perleløg
25 g sukker
40 g smør
500 g friske grønne bønner
Salt
50 g smør
Oksesteg:
Tør kødet helt tørt med køkkenrulle og gnid det over det hele med salt og peber. Brun rigeligt smør i en gryde og brun stegen på alle sider. Hæld lidt varm fond i bunden af gryden, læg låg på, og lad stegen snurre mør for svag varme i 2-3 timer afhængigt af kødets tykkelse. Stegen skal vendes en enkelt gang eller to i løbet af stegetiden. Hvis fonden fordamper helt, tilsættes lidt ekstra, men der må ikke på noget tidspunkt være for megen væde i gryden, så bliver kødet nemlig kogt og ikke stegt, og det er ikke meningen! Men stegen skal være helt gennemstegt, og den skal være meget mør. Jævn skysaucen i gryden og spis den til stegen sammen med følgende tilbehør:
Tilbehør:
Ovnkartofler:
Skræl kartoflerne og skær dem i meget tynde skiver. Læg dem i et velsmurt ovnfast fad, drys med salt og peber og hæld så meget bouillon ved, at det når op i højde med kartoflerne. Drys med reven ost, fordel nogle smørklatter over det hele og stil fadet i en 200 grader varm ovn i ca. 1 time.
Glaserede perleløg:
Tø perleløgene op. Smelt sukkeret i en gryde, når det er gyldent tilsættes smør. Når det skummer kommes løgene i, og steges til de er gyldne, skru ned og lad løgene simre 5-10 minutter til de er møre.
Smørdampede bønner:
Skyl bønnerne og nip enderne af. Smelt smørret i en gryde, kom lidt vand og salt ved og kog bønnerne i 5-6 minutter.
Servering:
Stegen skæres i skiver og serveres med bønner, glaserede perleløg, ovnkartofler og saucen.
