Mørbrad med champagnesauce, grønne asparges og kartofler vendt i smør og persille (4 pers.)

Vi har netop fået en ny vin i sortimentet: Valdobbiadene D.O.C.G. Prosecco Superiore Extra Dry  – en dejlig mousserende vin fra Italien – og selvfølgelig skulle den være månedens vin her i december. Det er et rigtigt dejligt glas vin, som vil gøre sig til kransekagen nytårsaften, men for at prøve noget lidt utraditionelt serverede vi den til mørbrad med champagnesauce og det var en god oplevelse!

 

 

 

1 kg mørbrad (vi brugte kalvemørbrad, men svinemørbrad kan også bruges)
25 g smør
salt, peber  

Sauce:
3 hakkede chalotteløg
3 dl mousserende vin
2½ dl piskefløde
2½ dl creme fraiche
1 tsk. oscar hønsebouillon pulver
lidt maizena til jævning
salt, peber 

Tilbehør:
1 kg aspargeskartofler
25 g smør
1 bdt. persille

2 bdt. grønne asparges

------------------------------------------------

Puds kødet fint af og steg det helt i nøddebrunt smør. Krydr med salt og peber. Stegetid 15-20 minutter efter tykkelse. Kødet må helst være rosafarvet indvendig. Dæk med folie og lad det hvile.

Sauce:
Finthakkede chalotteløg svitses i smørret fra kødet, tilsæt evt. lidt mere. Tilsæt halvdelen af vinen og al fløden og creme fraichen, Lad det snurre til det er tykt og cremet. Si saucen, spæd med mere vin, og smag til med salt og peber. Jævn den ganske let om nødvendigt.

Kartofler:                                                   
Kog og pil kartoflerne (kan gøres i god tid) og varm dem i lidt smeltet smør. Tilsæt hakket persille.

Grønne asparges:
Skyl de grønne asparges og bræk den træede ende af Kog dem i letsaltet vand, men ikke længere end de stadig er lidt sprøde.

Anretning:
Skær kødet i pæne skiver, lidt på skrå, og anret dem på et fad sammen med asparges og kartofler. Hæld en anelse sauce over og giv resten til.

 

 

 

Liber Vin - Viborgvej 379A - 8920 Randers NV - Tlf. 2066 6906