Krondyrmørbrad med vanillesalt (4 pers.)

I foråret fik vi en ny Amarone i sortimentet og jeg har glædet mig rigtigt meget til at gøre den til månedens vin. Men det er en kraftig sag, der ligesom ikke har passet til de lyse sommeraftener, og jeg har derfor måttet væbne mig med tålmodighed til det nu endelig er blevet oktober og vildtsæson. Vi har overvejet mange forskellige retter med vildt men fik så et tip fra en kunde om en meget spændende og utraditionel vildtret – krondyrmørbrad med vanillesalt. Vanillen smager ikke meget igennem men understøtter kødets fine smag Til kødet serverede vi nogle meget  spændende kartofler – først bagt i ovnen og siden stegt på panden. De er bløde indeni og sprøde udenpå – en super kombination. Det er nok en af de bedste retter vi nogensinde har lavet og Boscaini Carlo's Amarone kom virkelig til sin ret!

 

 

2 krondyrmørbrader (á ca 350 g)
1 vanillestang (gerne tahiti-stang)
2 store teskefulde salt
smør og olie
1½ dl Amarone
1 tsk. maizena
2-3 spsk. piskefløde

7-8 bagekartofler (afh. af størrelse)
Olie
Salt og peber 

2 bk. Mixede svampe á 200 g
Smør

-----------------------------------------

Vanillekornene fra vanillestangen køres fra hinanden i saltet. De to mørbrader pudses af og vanillesaltet drysses over. Kødet brunes på panden i en blanding af smør (for smagen) og olie (for temperaturen) i 1-2 minutter ved kraftig varme, Temperaturen sænkes og kødet steges færdigt i 10-15 minutter. Det hviler tildækket 5-10 minutter, før det skæres i tynde skiver.

Panden koges af med Amarone og jævnes evt. en smule med maizena udrørt i 1 spsk. kold vand. Saucen rundes af med fløden.

Kartoflerne pakkes ind i stanniol og bages i ovnen ca. 1 time ved 200 grader (de skal være helt bagte, som hvis man ville stoppe her!). Stanniolen og skallen fjernes og kartoflerne skæres i terninger på 3-4 cm. som ristes på panden i rigeligt olie. Krydres med salt og peber.

Svampene gøres rene og deles evt. i mindre stykker, før de ristes på panden i smør.

 

 

 

 

 

 

 

 

Liber Vin - Viborgvej 379A - 8920 Randers NV - Tlf. 2066 6906