Grillede lammeculotter med krydderurter, ristede svampe, rødløgsmarmelade og grov rodfrugtmos (4 personer)

Vi har tegnet abonnement hos Skagen Food og denne opskrift fulgte med nogle lammeculotter – den er bare helt vidunderlig!
Til retten serverede vi en rigtig lækker vin fra Italien, La Mincana 01/01. Det er en tør vin, men den er utroligt imødekommende og er bare en fornøjelse, når den serveres sammen med de grillede lammeculotter og det spændende tilbehør, men den vil også gøre sig sammen medssydeuropæiske oste.
Lammeculotter:
Rids fedtlaget på culotterne i tern og kom dem i en pose sammen med lidt olie, salt, peber og alle krydderurterne. Luk posen til og lad lammet marinere på køl i min. 2 timer, men gerne natten over. Culotterne grilles 20-25 minutter alt efter størrelse. De skal vendes mange gange under tilberedningen. Lad dem hvile 5 minutter, inden de skæres i tynde skiver.
Rødløgsmarmelade:
Skær løgene i tynde både og sautér dem i halvt olie og halvt smør i 10 minutter uden at de tager farve. Kom farin og eddike ved og kog det langsomt op. Lad det simre i ca. 15-20 minutter til det er kogt ind til marmeladekonsistens. Kom en god klat smør ved, krydr med salt og peber og hold det varmt.
Svampe:
Rens svampene og skær dem i mundrette stykker. Pil hvidløgsfeddene og rist dem sammen med svampene i lidt smør til begge dele er let gyldne. Kom hvidvin ved og lad det simre til hvidvinen er kogt helt ned. Vend hakket persille i lige inden servering.
Rodfrugtmos:
Skræl rodfrugterne og pil løget. Skær dem i grove tern og kog dem møre i usaltet vand. Hæld vandet fra og lad grøntsagerne dampe møre inden de moses groft med en elpisker. Vend timianbladene, sennep, peberrod og flødeost i og smag til med salt og peber.
