Orientalsk middag (4 pers.)

Vi har netop fået vin hjem fra en ny leverandør, Munia i Toro, Spanien, og selvfølgelig skulle en af deres vine være månedens vin her i september. Vi bad leverandøren om hjælp til at finde noget mad, der passer til vinen, og han foreslog en sammenkogt ret. Den ser spændende ud, men: Det er september og vi har mest lyst til at bruge grillen. Derfor lavede vi en meget lækker orientalsk middag, hvor man marinerer nogle gode bøffer i blandt andet cognac og østerssauce, og serverer dem til grillede grøntsager med ingefær og soja, og det var ikke noget problem – Munia Crianza er som skabt til denne ret!
Orientalske bøffer:
4 møre bøffer
2 spsk. sojasauce
1 spsk. østerssauce
1 spsk. sukker
1½ spsk. cognac
Grillede grøntsager:
½ broccoli
2 stilke bladselleri
1 rødløg
1 squash
150 g sukkerærter
2 spsk. olie
2 spsk. finthakket, frisk ingefær
3 spsk. sojasauce
1 spsk. limesaft
2 spsk. frisk, finthakket koriander
Orientalske bøffer:
Bland sojasauce, østerssauce, sukker og cognac og mariner bøfferne heri 3-4 timer. Vend dem af og til.
Varm grillen op. Pensl grillen med lidt olie og grill kødet over direkte varme 5-10 minutter afhængigt af tykkelse og kvalitet.
Grillede grøntsager:
Rens grøntsagerne og skær dem i mundrette stykker. Kom dem i en skål sammen med sukkerærter, olie og ingefær og lad det marinere 30 minutter.
Varm grillen op. Kom grøntsagerne i en foliebakke og grill dem over indirekte varme 10-15 minutter – de skal stadig have bid! Rør rundt af og til.
Fjern grøntsagerne fra varmen. Hæld dem i en skål og smag til med sojasauce og limesaft. Rør koriander i og server straks.
---------------------------------------------------------------
