T-bone steaks med roquefortsauce (4 pers.)

I juni –nummeret af Smag & Behag testede de vine fra Castilien i Spanien. Vi havde sendt prøver til dem på tre af vores PRIOS-vine og vi kan med stolthed fortælle at de blev placeret helt i top med 4½ glas til Reserva’en, 4 til Crianza’en og 3½ til Roblen! Der var derfor ingen tvivl om, at det skulle være en vin fra PRIOS, der skulle være månedens vin her i august, og da vi tidligere har anbefalet både Reserva’en og Roblen , blev det Crianza’en. I Smag & Behag beskrev de vinen som: ”et potent hit til et stykke rødt kød” og derfor har vi lavet T-bone steaks med svampe og roquefort-sauce – saucen er vidunderlig!!
4 T-bone steaks
6 spsk. olivenolie
1 tsk. hakket frisk rosmarin
1 tsk. hakket frisk timian
friskkværnet sort peber
4 portobello svampe
Roquefortsauce
25 g smør
1 skalotteløg, hakket fint
1 stort fed hvidløg, knust
200 g roquefort
4 spsk. creme fraiche, 18%
2 spsk. hakket frisk persille
Tomatsalat (verdens bedste!!)
1 bk. blommetomater
½ fed hvidløg, presset
1 rødløg
Tørret oregano
Basilikumblade
Salt og peber
4-6 spsk. olivenolie
1-2 spsk. rød balsamicoeddike
Roquefortsauce: Begynd med saucen. Smelt smørret i en lille kasserolle. Kom skalotteløg og hvidløg i og lad det koge i 3-4 minutter, til løgene er bløde. Bræk roqueforten i stykker og pisk osten i saucen over svag varme til osten er smeltet. Rør creme fraichen i, til saucen er glat. Rør persille i, og sæt saucen til side.
T-bone Steaks: Bland olivenolie, rosmarin og timian. Pensl bøfferne med halvdelen af krydderolien, drys med salt og peber og grill kødet direkte over middel varme i 6-8 minutter. Vend kødet en gang under stegningen. Pak de færdig-stegte bøffer ind i staniol og lad dem trække, mens svampene grilles.
Svampe: Pensl undersiden af svampene med krydderolien og drys med salt og peber. Grill svampene direkte over middelvarme i 6-8 minutter. Vend dem og pensl med resten af olien når halvdelen af stegetiden er gået.
Tomatsalat: Skær tomaterne i tynde skiver og læg dem fladt på en stor tallerken. Hak hvidløget fint og hak også rødløget. Fordel hvidløg og rødløg over tomaterne. Drys salaten med salt, peber og oregano og fordel iturevne basilikum på den. Hæld olivenolien og balsamicoeddiken over før servering.
Servering: Varm saucen igennem. Læg en svamp oven på hver bøf, øs saucen over og servér med tomatsalaten.
